Overhedere
Formålet med industrielle kedelanlæg var tidligere først og fremmest frembringelse af kraft (elektrisk eller mekanisk) til fabrikationen. Udviklingen har medført, at kraftforsyningen i dag i hovedsagen varetages af offentlige el-værker, og private kedelanlæg opretholdes især af hensyn til virksomhedernes behov for varme til fabrikationsprocesser. Mens overhedere er ubetinget nødvendige, når dampen skal benyttes til dampmaskiner og -turbiner, kan de ofte undværes ved varmedampfremstilling, og nu til dags overhedes damp til dette formål kun i særlige tilfælde (lange forsyningsledninger, særlige fabrikationskrav om tør damp).
Kedlens overheder har til opgave at opvarme den mættede damp fra kedelbeholderen til den foreskrevne overhedningstemperatur.
Overhederen er følgelig den del af kedlens tryksystem, der er udsat for den højeste rørvægstemperatur. Denne omstændighed har indflydelse på dimensioneringen og placeringen af overhederen.
Man skelner mellem berøringsoverhedere og strålingsoverhedere.
Strålingsoverhedere har en faldende temperaturkarakteristik, idet varmeoverføringen tiltager langsommere end kedelbelastningen. Ved berøringsoverhederen derimod, vokser varmeoverføringen stærkere end kedellasten, og overhederen har derfor en stigende temperaturkarakteristik.
Ved en kombination af de to typer af overhedere kan man opnå en udjævning af temperaturens lastafhængighed.
Overhederslangerne kan anbringes enten liggende eller hængende. Ved førstnævnte har man mulighed for afdræning, dog forudsat, at rørene ligger enten stedse stigende eller stedse faldende. Dette forhold har navnlig betydning under start af kedlen. De hængende overhedere er lettere at anbringe og holde på plads i røgtrækket og har den fordel at være selvrensende med hensyn til grove, ydre belægninger.
En særlig form for overhederhedeflader finder man i strålingsoverhederen, der anvendes dels for at skaffe en vis udjævning af overhedningstemperaturen, som foran nævnt, dels i tilfælde, hvor den i overhederen (og mellemoverhederen) overførte varmemængde procentvis er så betydelig, at en anbringelse af overhederen alene som berøringshedeflade ville gøre denne uhensigtmæssig stor.

Strålingsoverhederen kan anordnes enten som en plan væg (en del af fyrrumsvæggen) eller som skotoverheder, dvs. som et system af parallelle rørvægge (»gardiner«), der hænger ned fra toppen af fyrrummet med tilpas stor afstand, således at gasstrålingen til overhederslangerne er betydelig, og slaggerne ikke har mulighed for at bygge bro mellem »væggene«.

Et overhederarrangement med 3-delt overheder fremgår af fig. 21, hvor 1. og 3. sektion er berøringsoverhedere, mens sektion 2. er strålingsoverheder.

Overhedningstemperatur-regulering
Moderne anlæg kræver en regulering af overhedningstemperaturen.For det første ønsker man af hensyn til anlæggenes termiske virkningsgrad at opretholde den overhedningstemperatur, kedel- og turbineanlæg er dimensioneret for over så bredt et belastningsområde, som muligt. For det andet sætter de pågældende, varmebestandige materialers styrke- og korrosionsegenskaber ved de herskende, høje temperaturer snævre grænser for disses tilladelige afvigelser.
Til illustration af overhedningstemperaturens indvirkning på anlæggets økonomi kan anføres, at en nedsættelse af temperaturen med 10°C betyder en nedgang i anlæggets samlede virkningsgrad på 0,2-0,5%.

Fyringens art, og navnlig det forhold, om der skal være mulighed for fyring med vekslende brændselsarter, spiller en rolle ved dimensioneringen af overhederreguleringen.
Overhedningstemperaturreguleringen kan ske ved indgreb enten fra dampsiden eller fra røgsiden.
Regulering på dampsiden (almindeligvis ved vandindsprøjtning) kræver en overdimensionering af overhederen, for at damptemperaturen kan holdes konstant ned til en vis dellast.
Fordelen ved temperaturregulering ved indgreb på dampsiden er systemets enkelhed og nøjagtighed og den ensartede afkøling af dampen i alle overhederslangerne.
Regulering på røgsiden kan etableres ved:
a. Recirkulation af en del af røgen
b. Bypass af en del af røgen
c. Svingbare brændere (ved kulstøvfyring)
Den førstnævnte metode (a) giver den mindste overhederflade, idet denne dimensioneres således, at den forlangte overhedning netop indeholdes uden recirkulation ved fuldlast.
Undertiden udstyrer man kedler med bypass-kanaler uden om overhederen til brug alene under opfyring.
Ved store højtrykskedler benyttes ofte kombinerede reguleringer, hvorved der anvendes en regulering på røgsiden som grundregulering, mens finreguleringen sker ved vandindsprøjtning i dampen.
Damptemperaturregulering ved vandindsprøjtning er den almindeligst anvendte på danske kraftværker.
Reguleringen foregår, som vist på fig. 22.
Som indsprøjtningsvand benyttes fødevand, der afgrenes fra hovedfødeledningen, normalt efter højtryksfødepumpen. Indsprøjtningen finder sted i dampkøleren, der er anbragt mellem 2 overhedersektioner.
Impulsen til reguleringen (indsprøjtningen) fås gennem målingen af damptemperaturen efter overhederen.