Economisere
Economisere, hvori forvarmning af fødevandet finder sted,
anvendes af to grunde. For det første er kedlens afgangstemperatur tit så høj, at det kan betale sig at udnytte en del af restvarmen i røgen (virkningsgraden af det samlede anlæg kan for- bedres flere procent), og for det andet skånes kedlen for temperatursvingninger, når føde- vandet sættes på kedlen med en temperatur, der nærmer sig kedelvandets.
Tidligere brugtes ofte en centralforvarmer anbragt i aftrækket til skorstenen på en sådan måde, at den modtog røg fra alle kedler i anlægget. Men dette system er nu forladt til fordel for enkelt- forvarmere indbygget i hver kedel.
Uden for kedlen: Finder også en forvarmning af fødevandet sted i flere trin ved udtagsdamp fra turbineanlægget.
Udviklingen er gået fra støbejernsglatrørsforvarmere over støbejernsribberørsforvarmere (fig. 7) til moderne stålrørseconomisere.
Under omtalen af de enkelte kedeltyper er vist eksempler på de to sidstnævnte typer. Glatte støbejernsrør er forlængst gået ud af produktion.
Ribberør af støbejern er meget robuste og modstår tæringsangreb på både røg- og vandsiden i årevis. De er lette at rense. Stålrørseconomisere, der bygges til højeste tryk, kræver renset fødevand.

Luftforvarmer
Den sidste kedelhedeflade i røgtrækket til nyttiggørelse af røgens varmeindhold er luft- forvarmeren, hvori forbrændingsluften, der tages fra atmosfæren, opvarmes til 150-300°C, alt efter om der er tale om ristefyring eller kulstøvfyring. I sidstnævnte tilfælde anvendes under- tiden forvarmning helt op til 400°C. Varmeoverføringstallet er ved luftforvarmeren væsentlig mindre end ved de øvrige hedeflader. Da endvidere temperaturdifferencen mellem røg og luft er relativt lille, bliver hedefladen af store dimensioner i forhold til varmeoverføringen.
Luftforvarmningen har fået forøget betydning ved indførelsen af kulstøvsfyringen.
Der er flere typer af luftforvarmere:
a) Rørluftforvarmere
b) Plade- eller taskeluftforvarmere
c) Roterende luftforvarmere
De to førstnævnte typer er faststående, den tredje er roterende.

Rørluftforvarmer
En rørluftforvarmer består af et system af parallelle rør, der gennemstrømmes af røgen, mens forbrændingsluften ledes uden om rørene, i reglen på tværs af disse i flere passager. Forvarmeren anordnes med lodretstående rør. I skillepladerne mellem de enkelte luftpassager kan anbringes et spjæld, hvorved en del af forbrændingsluften kan ledes uden om rørene, og forvarmningen nedsættes, idet samtidig skorstenstemperaturen hæves. Denne bypass- regulering anvendes f.eks. under opfyring samt evt. ved ændring af brændslet.

Plade- eller taskeluftforvarmer
En plade- eller taskeluftforvarmer består af et system af parallelle plader, hvor røgen strømmer langs med den ene side, og luften strømmer langs med den anden side, fig. 8. Afstanden mellem pladerne er fra 10 til 40 mm.

Roterende luftforvarmer, system Ljungstróm
Ljungstróm-forvarmer (fig. 9) er en roterende luftforvarmer, hvor varmeoverføringen sker ved, at røgen under gennemstrømningen af forvarmeren afgiver varme til et system af bølgeformede plader. Idet forvarmeren roterer, vil billedet efter en vis tid skifte, idet rotoren træder ud af røgstrømmen og ind i den modsat rettede luftstrøm. Herved videregives den i rotor-systemet opmaganiserede varme til luften.
De bølgeformede plader, 0,5 mm tykke, er indbygget udskiftelige. Rotoren er afstivet af flere skillevægge og delt i kamre. Ved lodretstående rotoraksel, der er den almindelige udførelse, fungerer det øverste leje som bæreleje og det nederste som styreleje. Lejerne er oliesmurte og forsynet med vandkøling.

Som ved alle luftforvarmere står luften under tryk og røgen under vacuum, og der er derfor mulighed for indtrængen af luft i røgen. Af hensyn hertil er der anbragt testninger såvel ved rotorens plane endeflader som på omkredsen. Undertiden udføres luftforvarmerelementerne af 1 mm plade i stedet for 0,5 mm af hensyn til korrosionsrisikoen.
Under drift må det påses, at rotoren ikke går i stå, da der derved er risiko for, at den kaster sig og sætter sig fast. Hvis drivkraften svigter, kan kedlen endnu holdes i drift i nogle timer, hvis røgtemperaturen før luftforvarmeren ikke overstiger 450°C, og de efterfølgende aggregater (askeudskiller-sugetræk) kan tåle denne temperatur. Ved normalt kedelstop bør rotoren tørnes, indtil røgtemperaturen er faldet til under 100°C.

Et særligt problem ved luftforvarmere er tilstopnings- og korrosionsproblemet. Dette problem er særlig fremtrædende ved svovlholdige brændsler, f.eks. fyringsolie samt brændsel med stort vandindhold, og skyldes, at temperaturen af de koldeste dele af den røgberørte hedeflade underskrider røgens svovlsyredugpunkt, hvorved der sker nedslag af svovlsure belægninger på den pågældende del af hedefladen.
Konstruktionsmæssigt søger man at imødegå nævnte vanskeligheder:
a) Tilbagesugning af en mindre del af forbrændingsluften fra afgangen fra forvarmeren til
    underblæstventilatorens sugestuds
b) Indskydelse af en mindre dampopvarmet luftforvarmer foran hovedluftforvarmeren. Til den
    ekstra forvarmning anvendes udtagsdamp fra den tilhørende turbine

Fødevandsforvarmere
Af forvarmere anvendes to typer:
a) Indsprøjtnings- eller blandingsforvarmere
b) Overfladeforvarmere
Som indsprøjtnings- eller blandingsforvarmer anvendes sædvanligvis kun én, der benævnes en aflufter.

Overfladeforvarmere deles normalt i LT- og HT-forvarmere alt efter deres anbringelse før eller efter fødepumpen. HTforvarmere er forsynet med uformede rør for at formindske varmespændingerne. For at opnå maks. vandtemperatur arbejder forvarmerne sædvanligvis efter modstrømsprincippet.

I LT-forvarmere kan dampen indeholde en del luft, der ved dampens fortætning samler sig i forvarmeren og derved nedsætter den effektive varmevekslerflade. For at undgå dette forsynes forvarmerne med luftafblæsninger eller luftudsugninger, der kontinuert er åbne.

I HT-forvarmere er luftafblæsninger kun nødvendige under start.
Overhedet damp anvendes sædvanligvis ikke til forvarmerne, idet den giver en dårlig varmetransmission og kræver anvendelse af dyrere materialer i forvarmerkonstruktionen. Da udtagningsdamp for det meste er overhedet damp, kan damptemperaturen sænkes ved indsprøjtning af kondensat i damptilgangen. For at undgå erosion af rørene frembragt af indsprøjtede vanddråber, indbygges skærmplader, der også finder anvendelse i iltforvarmere, der får tilført fugtig damp.
Kondensatet fra forvarmerne er under normal drift svagt underafkølet, men der må ikke være større ansamlinger af kondensat i forvarmerne, da dette ellers ved en pludselig belastningssænkning ville bevirke et trykfald i forvarmerens damprum, hvorved kondensatet ville koge op og evt. stømme tilbage til turbinen, hvorved der kunne medrives større vandmængder, som kunne bevirke skovlhavarier eller en ukontrollabel forøgelse af turbinens rotoromdrejningshastighed.

Forvarmerne kan arrangeres i grupper, således at det kondensat, der dannes i én forvarmer, ledes ind i dampsystemet ved den foran anbragte forvarmer. Man benævner dette arrangement som en kaskadekobling. Kondensatet bør dog ikke tilledes den foregående forvarmer direkte, men det bør ske igennem en ekspansionsbeholder, hvorfra der dels er en afgang for mættet damp og dels en afgang for vand. For at undgå opkog af vandet før det når ekspansionsbeholderen, er der i tilgangen indbygget en blænde eller en indstillelig drøvleskrue.