Intern vandbehandling 
Intern vandbehandling kan deles op i to områder :
 1. Som eneste vandbehandlingsmetode.
 2. Som supplement til anden vandbehandling.

Intern vandbehandling som eneste vandbehandling
Trods de ulemper denne vandbehandlingsmetode giver, anvendes den i stor udstrækning på varme- og fjernvarmeanlæg, samt på små og mindre kedelanlæg med ringe spædevandsforbrug, lave tryk, stort vandindhold og lille hedefladebelastning.

Der findes forskellige blandingskemikalier, hvoraf nogle er udmærkede, mens andre er mere eller mindre virkningsløse. Formålet med kemikalierne er naturligvis at nedsætte risikoen for kedelstensbelægninger og tæringer, men da indholdet ikke er kendt, er en uddybende forklaring og vurdering af deres ikke mulig. Slam udfældninger kan forekomme og give anledning til tæring. Hyppige bundblæsninger er nødvendige.

Desuden findes der forskellige kemikalier, som har en dokumenteret effekt på netop deres område :

Trinatriumfosfat (Na₃PO₄)
Er et blødgøringsmiddel , der kan fælde vandets hårdhed, idet de hårdhedsdannende kalcium- og magnesiumsalte omdannes til letopløselige, relativt ufarlig natriumsalte og tungtopløselige kalcium- og magnesiumfosfater, der udfældes som slam.
3 Ca(HCO₃)₂ + 2 Na₃PO₄ → Ca₃(PO₄)₂ ↓ + 6 Na(HCO₃) + varme → NaOH + CO₂ ↑
Pa-værdien i vandet vil stige.
Hyppig bundblæsning nødvendig.

Intern vandbehandling som supplement til anden vandbehandling. 
Uanset hvilken vandbehandlingsmetode man vælger, vil der i større eller mindre grad være behov for en yderligere dosering af forskellige kemikalier.

Fosfattilsætning
Opretholdes der et fosfatoverskud i kedlen, vil evt. indtrængende råvand straks blive blødgjort, og kedelstensbelægninger dermed undgået. (Fosfat må ikke tilsættes i fødevandsbeholder, da evt. slamdannelse her kun vanskeligt lader sig fjerne).
Da Trinatriumfosfat hæver Pa-værdien, er det vigtig ved lave værdier af fosfatoverskud og Pa-tal først at bringe fosfatoverskuddet på plads.

Natriumhexametafosfat (NaPO₃)₆ 
Anvendes som alternativ til trinatriumfosfat ved høj- eller stigende Pa-tal. Natriumhexametafosfat optager NaOH (natronlud) under dannelse af trinatriumfosfat 
NaPO₃ + 2 NaOH → Na₃PO₄ + H₂O
Som det ses, "spiser" fosfaten NaOH, hvilket medfører faldende Pa-tal.

Alkalitetsregulering 
Den primære årsag til alkalitetsregulering er at hindre tæringer i kedlen. Men falder Pa-værdien på kedelvandet ned under det foreskrevne niveau, kan kiselsyren SiO₂ brænde sig fast på hedefladerne (NaOH holder SiO₂ "svævende"), hvilket giver stærkt reduceret varmeoverføring og risiko for kedelskader, samt tæringer.

Natriumhydroxid (NaOH ) Natronlud
Anvendes til at regulere Pa-værdien i opadgående retning.
NaOh kan med fordel doseres i kondensatet umiddelbart efter vandudladeren eller i kondensat- tanken, idet evt. tæringsgivende kulsyre dermed neutraliseres.

Iltreducerende kemikalier (tilsættes altid efter aflufter)
Hvis ikke O₂ reduktionen i aflufteren er utilstrækkelig, eller der af andre årsager findes for meget ilt i fødevandet, er der behov for en yderligere reduktion af iltindholdet.

Natriumsulfit (Na₂SO₃)
Optager ilt fra vandet under dannelse af natriumsulfat Na₂SO₄ . Der tilsættes af sikkerheds- mæssige grunde omtrent dobbelt så meget sulfit, som teoretisk nødvendigt. (Sulfitoverskud i kedel ca. 20 - 40 mg/liter).
2 Na₂SO₃ + O₂  → 2 Na₂SO₄ 
Ved temperaturer over 275 °C kan natriumsulfit omdannes til Hydrogensulfid H₂S, som kan give kraftige kedeltæringer. Ved kedeltryk over 40 bar kan sulfitten spaltes til SO₂ , der kan forlade kedlen med dampen og danne svovlsyre H₂SO₄ i kondensatsystemet, med heraf følgende øget korrosion af dette.

Hydrazin (N₂H₄)
Optager ilt fra vandet under dannelse af fri kvælstof og vand.
N₂H₄ +  O₂ → N₂ + 2 H₂O
Hydrazin er meget giftigt, og mange steder forbudt !

Ammoniakdosering
Denne konditioneringsform er mest udbredt på kraftværker.
Ammoniakken forlader kedlen med dampen og indstiller en ligevægt i kondensatet, der herved bliver alkalisk.
Tæringer på kondensatsystemet reduceres, og metoden sikre hermed et rimeligt lavt jernniveau før kedlen, typisk mindre end 10 μg Fe/l. Samtidig sikre det iltfri system, at en evt. pludselig saltvandslækage ikke øjeblikkelig medfører alvorlige korrosionsangreb.
Ulempen ved metoden er nødvendigheden af løbende at tilføre ammoniak som erstatning for det, der fjernes i aflufteren.

Da såvel lud som ammoniak fremmer dannelsen af magnetit, vil det jernbidrag, kedlen trods alt får tilført, akkumuleres og efter et stykke tid opbygge et beskyttende magnetitlag af en tykkelse på op til 100 μm.
Magnetitlaget kan efter længere drifttider (typisk 6-10 år) blive så tykt, at fordamperen, må udsyres for at undgå brintskørhed.

Kombineret konditionering 
På nogle af de nye Benson-kedler har belægningerne efter kort tids drift antaget bølgestruktur, hvilket kan medføre en ret voldsom stigning i trykfaldet over fordamperdelen. Desuden kan det medføre alvorlige strømningsskævheder med overophedning, brintskørhed og rørsprængning til følge, hvorfor en yderligere reduktion i jernindholdet kan være på krævet.
En sådan reduktion kan opnås ved samtidig dosering af ammoniak og ilt.
Begrundelsen for denne metode, som kræver totalafsaltet vand, skal findes i det forhold, at magnetit kan være et krystalinsk lag med en meget stor kontaktflade med vandet. Denne porøsitet vil trods vandets ringe opløsningsevne ved en aktuel pH-værdi på f.eks. 9,4 medføre en målbar opløsning af jern i vandet.
Tilføres vandet ca. 100 μg ilt/l, vil magnetitoverfladen ilte til rødrust (hæmatit Fe₂O₃). Rødruste, som er meget finkornet, vil udfylde porerne i magnetitlaget og danne et lag på den reducerede overflade, der derved vil fremstå næsten uopløselig.
Da det således ikke længere er muligt at optage jern i fødevandet gennem HT-forvarmeren, vil risikoen for udfældning af bølgemagnetit i fordamperdelen være imødegået.
Det typiske jernindhold i fødevandet på 10 μg/l kan med denne metode reduceres til ca. 5 μg/l.