Opfindelsen af dampmaskinen og det deraf følgende behov for dampkedler indvarslede industrialiseringens start.
Over en årrække opbyggede man mange mindre industrivirksomheder med hver sin dampkedel.  Denne udvikling er fortsat frem til i dag og må forventes også at fortsatte i fremtiden, dog således, at der er blevet færre, men større virksomheder.

Da miljøpolitikken stiller krav om faldende energiforbrug, må det forventes, at dampkedlernes energiudnyttelse vil være i fokus, hvorfor forbedringer af eksisterende konstruktioner må antages at fortsatte.
På den baggrund kan det være formålstjenligt at rette blikket tilbage for at se, hvordan udviklingen har været indtil nu.

Den Corniske kedel
En af de tidligste kedler var den Corniske kedel, der stammer fra Cornwall i England. Kedlen er opbygget som en vandret liggende cylinder med svagt hvælvede endebunde og en gennemgående ildkanal, der på små kedler var glat og på store var bølget, hvilket gav forøget styrke.
Kedeltypen kaldes også for storrumskedler, idet de indeholder meget vand.  Dette gjorde dem velegnede til virksomheder, hvor dampforbruget svingede meget, ligesom de var relativt ufølsomme over for de svingninger, der fremkom i energitilførslen ved håndfyring med fast brændsel.
Energiudnyttelsen i de tidlige Corniske kedler var meget ringe, idet røggasserne førtes direkte fra ildkanalen til skorstenen.  En forbedret konstruktion ses på figuren.  På denne er der af ildfaste materialer opbygget kanaler under kedelbunden, hvor røggassen, efter at have forladt ildkanalen, kan afgive en del af dens varmeindhold.

Lancashire kedlen
En anden lignende konstruktion, der blev anvendt ved større kedler, var Lancashire kedlen, der havde to ildkanaler.
Ingen af de nævnte konstruktioner fremstilles mere, men enkelte er stadig i drift.
Kravene om stadig bedre energiudnyttelse, anvendelsen af stadig flere brændselstyper, større dampproduktion, højere damptryk og temperatur, hurtig opfyring m.m. har medført en udvikling af mange forskellige konstruktioner og tilhørende hjælpeudstyr.
På trods af denne store mængde af konstruktioner kan man dog tale om tre hovedtyper:  Kanal-røgrørskedler  Fyrbokskedler  Vandrørskedler
Det skal dog understreges, at der ikke er tale om nogen skarp adskillelse i de tre konstruktioner, men mere om en »flydende« overgang.

Fyrboks kedler
Fyrbokskedlerne ses også benævnt vandrørskedler, men er snarere en overgangsform mellem kanal-røgrørskedler og egentlige vandrørskedler.
Fyrboksen er anbragt i kedlens nederste del og har nærmest form som de vandkedler, der anvendes til at koge vand i hjemme på komfuret. Fyrboksens tud er forbundet til en
rørplade, der afgrænser kedlens nederste del. En tilsvarende rørplade danner bund i kedlens overdel. Forbindelsen mellem de to rørplader består af et stort antal vandrør.

Når brænderen kører, vil der først blive afgivet strålevarme til fyrboksvæggene, hvorefter røggassen går gennem tuden til rummet omkring vandrørene.  Den varme røg forårsager, at vandet i nogle af rørene vil komme i kog.  Disse vandrør kaldes derfor kogerør.
Under drift vil vandniveauet være ca. 200 mm over øverste rørplade.  Afstanden fra vandoverfladen til den hvælvede endebund, der danner kedlens top, er ret stor, hvilket bevirker, at dampen bliver væsentlig mere tør end på kanalrøgrørskedler.

Fyrbokskedler har sædvanligvis ikke nogen god virkningsgrad, fordi røgtrækket er så kort, at røgen ikke når at afgive al sin varme.

Sunrod-kedel
På Sunrod-kedlen har man søgt at råde bod på den dårlige virkningsgrad ved at udforme nogle specielle kogerør.
Fra fyrboksen udgår der nogle relativt store lodrette røgrør, det slutter i kedeltoppen, hvor røgafgangen findes.  I disse røgrør er der indbygget de specielle Sunrod-elementer, hvilket vil sige rør med et stort antal påsvejsede tappe, hvilket giver en stærkt forbedret afkøling af røgen.  Da der let samler sig sod på disse mange tappe, og mekanisk rensning er umulig, er kedlen forsynet med et skyllesystem til fjernelse af sod.  Det sodblandede vand kan tappes ud i fyrboksbunden.
Damprummet er, også på denne kedeltype, af en rimelig højde, og da røgrørene ydermere føres gennem damprummet, hvor de vil afgive varme til dampen, leverer denne kedeltype næsten helt tør damp.
Sunrodkedlerne bygges i størrelser fra ca. 0,5 til 16 ton damp pr. time