Anlæggenes historie
De første typer anlæg var indrettet for håndfyring, hvor
brændselstilførslen foregik pr. hånd- kraft, hvilket var et hårdt
stykke arbejde. Denne måde at fyre på fortsatte alligevel et godt stykke
ind i 1900-tallet.
Ved håndfyring var de allerførste riste, stedet hvor kullene ligger og
forbrænder, de såkaldte planriste. Disse bestod af et helt vilkårligt,
stort antal ensartede risteelementer og ristestænger. Ristestængerne var
ofte udfærdiget i specielle støbejernslegeringer, og deres tværsnit var
formet som en trapez, således at ristespalten udvidede sig nedad, så man
undgik, at små stykker kul- og slaggestykker, som kom ned i spalten,
klemte sig fast og formindskede det frie risteareal.
Som årene gik, og udviklingen skred frem, og nye kedeltyper med større
og større ydelser kom på markedet, blev behovet for nye fyringsapparater
således udviklet, og håndfyring forsvandt, dels pga. de nævnte, større
ydelser og dels pga. højere lønninger til kedelpasseren.
Man fandt det naturligt ved de første konstruktioner af mekaniske
fyringsanlæg at efterligne håndfyring, og sådan blev kastestokeren, et
af de første, mekaniske fyringsanlæg.
Typen kræver brændsel med ret bestemt fordeling af kulstykkernes
størrelse for at tilvejebringe et jævnt fyrlag, ligesom slagning kan
være ret besværlig.
Stokere
Trods det, at der gøres meget for at få kulstøvsfyring gjort populær i
industrien, må vi indtil nu konstatere, at ristefyring udgør den mest
økonomiske metode til forbrænding af kul i næsten alle industrikedler
op til 100 t/h damp.
Dette kan også være et valg ved større enheder, således at typen på
fyringen vælges ud fra metoderne ristefyring eller brænderfyring baseret
ud fra omkostningsanalyser for både stoker- og kulstøvsfyringssystemer.
Ved ristefyring skubbes, falder eller, som nævnt kastes kul ind på en
fast eller bevægelig rist ved hjælp af en mekanisk anordning kaldet en stoker (engelsk
ord for fyrbøder).
Man kan som hovedregel inddele stokere i to klasser, afhængig af på hvilken
måde de "rå kul" kommer ind på risten.
1. Underfeed stokers, her kommer brændslet ind forneden under det
brændende brændsel.
2. Overfeed stokers, her kommer brændslet ind fra oven over det
brændende brændsel.
Af underfeed-gruppen kan nævnes single- (enkel) retort og multi- (flere)
retort. Disse kan virke efter systemet skrue eller stempelstoker, hvor
brændslet skubbes op gennem fyrlaget.
Skruesystemet er i dag det mest almindelige.
Overfeed-gruppen inkludere spreaderen, drop tupe og de såkaldte
crossfeed-stokers, hvor de sidstnævnte mere anvendes under specielle
navne efter deres udformning.
Riste
Generelt må man sige, at der ved enhver ristefyring skal
udføres tre opgaver :
1. Transportere brændslet ind i brændezonen.
2. Føre forbrændingen gennem alle dens faser.
3. Fjerne slaggen.
Af de mange former for ristefyring med brug af planriste, skråriste m.m.
og tilsvarende brug af forskellige stokerfyr, som var almindelige for
40-50 år siden, vil sikkert kun fyring med skrå- risten overleve, og
dette mest i forbindelse med forbrænding af affald.
Kæderiste, vandreriste
"Stoker" kan med fordel kun benyttes til ret bestemte
kultyper og til ret bestemte kultyper og til fyringsanlæg op til en vis
størrelse, hvorefter man går over til brug af fyringsanlæg med
bevægelige riste.
Begrænsningen for vandreristens anvendelse er mht. lave ydeevner svær at
fastslå, da udvik- lingen af små enheder ikke har været aktuelt pga.
oliefyringens dominerende rolle i en år- række.
Det almindeligst forekommende anvendelsesområde for vandreriste, altså
dens konkurrerende ristetyper, er specielle riste, f.eks
affaldsforbrænding. Nedre og øvre grænse for damp- produktion er i
praksis 5 - 100 ton/h.
Sidst, men ikke mindst, er den mange steder installeret i forbindelse med
spreader-stoker
|
