Skrårørskedler med langsliggende overbeholder
Fig. 1 viser to sammenbyggede skrårørskedler af ældre dato. Hver af kedlerne har to vandkamre i forbindelse med for- og bagenden af kedelbeholderen, og skrårørene er indvalset i disse. Over for hvert af de lige rør er der i vandkammeret anbragt rensehuller, så hvert enkelt rør kan renses for kedelsten og eventuelt udskiftes. Det sidste forudsætter naturligvis, at der er afsat tilstrækkelig plads foran vandkamrene, så udtrækning kan foretages. Rensehullerne lukkes med dæksler.
Røgen føres ved indbyggede, ildfaste ledeplader op og ned imellem rørene, så den bedst mulige afkøling finder sted. Inde i skrårørene dannes der herved dampblærer, der vil bevæge sig opefter sammen med det varme kedelvand. I kedelbeholderen udskilles dampen, og vandet løber til forbindelsesrøret til det bageste vandkammer, og den naturlige cirkulation er herved etableret.
Fig. 1 Skrårørskedel
I kedelbeholderens damprum anbringes ofte systemer af prelplader og sier, som skal sikre så tør damp, som muligt.
Den på fig. 1 viste samlingsmåde mellem kedel og vandkammer er ret stiv.kammerkedlen kan ikke gøres ret meget bredere end kedelbeholderens diameter af hensyn til kamrenes tilslutninger. Kravet om større kedelkapaciteter og højere tryk førte til, udviklingen af vandkammer.

Sektionskedler med tværliggende overbeholder
Ved denne kedeltype er vandkamrene erstattet af en række skråt- eller lodretstillede sektionskasser fremstillet af smedede eller stålstøbte, firkantede profiler. Ved anvendelse af savtakformen opnås, at sektionskasserne kan hænge lodret, selvom kogerørene har den sædvanlige hældning. Ved begge de viste udførelser bliver rørene forsat for hinanden af hensyn til bedre varmeoverførsel ved røgens passage.

Hver rørsektion består af to sektionskasser og 6-14 kogerør.

Kedelbeholderen og de forreste sektionskasser ophænges i eller understøttes af kedelstativet, der udføres af svære stålprofiler. De bageste sektionskasser hænger i forbindelsesrørene til kedelbeholderen. Ved dette system opnås en mindre stiv kedel, der ikke er udsat for større påvirkninger som følge af uensartet opvarmning eller hurtige temperaturvariationer. Fig. 4 viser et lodret snit gennem en Steinmüller skrårørskedel med rørkølede sidevægge. Det bemærkes, at det nederste af skrårørene er trukket ned som køling af fyrrummets bagvæg. Udvendige faldrør til den nederste bagvægssamlekasse er ikke vist. Kedlen har overheder oven over sektionsrørene og economiser i sidste træk. De bageste sektionskasser er forneden forbundet med en slamsamler, hvorfra slamudblæsning foregår.

Fig. 5 viser en af de største Babcock og Wilcox skrårørskedler for en normal ydelse på 65 t/h ved et arbejdstryk på 65 bar ato. Fyrrummet er udstyret med vandkølede vægge, der er beklædt med Baileyblokke, dvs. påboltede støbejernsblokke, som overfører varmen fra fyrrummet til de bagved liggende rør.
Samlekasserne foroven og forneden på Baileyrørvæggene er med henholdsvis stige- og faldrør i forbindelse med kedelbeholderens damp- og vandrum.
Kedlen er forsynet med overheder.Overhedningstemperaturen kan reguleres ved at lede en del af røgen gennem et spjæld mellem de lodrette rørrækker bag overhederen (overheder bypass). I de bageste træk i kedlen er anbragt en stålrørseconomiser i tre sektioner og en rørluftforvarmer.