|
Pressostater
Pressostater er trykstyrede kontakter, der anvendes som reguleringsudstyr,
der ved bestemte tryk slutter eller bryder en elektrisk strøm.
I olie- eller gasfyrede kedelanlæg vil den enkleste trykregulering kunne
etableres ved anvendelse af en driftspressostat og en overtrykssikring.
Driftspressostaten afbryder strømmen til fyret ved det indstillede
maksimumstryk og slutter den igen ved det indstillede minimumstryk.
Overtrykssikringen afbryder strømmen til fyret, hvis trykket i kedlen
bliver højere end det for driftspressostaten indstillede maksimumstryk og
blokerer således, at fyret ikke kan starte automatisk.
Ovennævnte system kan udvides med en pressostat, der opererer i
mellemrummet mellem start og stop af fyret, således at fyret går ned på
en mindre flammestørrelse lidt under det indstillede maksimumstryk.
Derved opnås en jævnere fyring. Hvad enten der er tale om en pressostat
eller en overtrykssikring, er det samme konstruktion, der anvendes.
Forskellen på de to er, at mens pressostaten automatisk kobler ind og ud
styret af trykket, så skal overtrykssikringen altid genindkobles manuelt,
hver gang den har koblet ud på grund af for højt tryk.
Lige over tilslutningsstudsen (7) findes en bælg. Når trykket stiger,
vil bælgen udvide sig og gennem nogle led få armen (3) til at vippe.
Derved vil tumlingen (12) træde i funktion, og strømmen gennem
kontaktsystemet (9) vil afbrydes. Når trykket synker til det ønskede
sluttetryk, vil strømmen sluttes igen, og fyret vil starte. Sluttetrykket
indstilles ved at justere på hovedfjederens (4) modtryk med spindlen (1).
Forskellen mellem sluttetryk og brydetryk kaldes differenstrykket, og
dette reguleres ved at skrue på differensspindlen (2), der bestemmer
fjedertrykket på differensfjederen (5). Pøs. (9) er tilslutningsklemmer
for de elektriske styreledninger.
Reduktionsstationer
En reduktionsstation består af en reduktionssventil og en efterfølgende
sikkerhedsventil til beskyttelse af rørsystemet på sekundærsiden samt
trykmålere for primær- og sekundærtryk. En reduktionsventil, som er
konstrueret efter samme princip som vedstående tegning, virker på
følgende måde: I ventilhuset (1) er indbygget en spindel (2), der
nederst er forsynet med en ventilkegle anbragt på dampens tilgangsside.
Keglen trækkes op mod et sæde af fjederen (3), men derudover vil
damptrykket på tilgangssiden søge at holde ventilen lukket. Foroven er
spindlen forsynet med en tryksko (4), der ligger an mod membranen (5).
Membranen belastes ovenfra af fjederen (6) og trykskoen (S). Ved at dreje
på spændeskruen (7) kan ventilen bringes i åben stilling. Da
primærtrykket, som virker på keglen, som regel vil være konstant, vil
sekundærtrykket, der gennem hullet (9) påvirker membranen, regulere
ventilkeglens stilling. Hvis trykket på sekundærsiden stiger, vil
membranen presses opad, og ventilen lukker i. Omvendt vil ventilen åbne
mere, hvis sekundærtrykket falder, idet membran og spindel så presses
nedad og dermed øger dampgennemgangen. Ved kontinuerligt at åbne og
lukke i takt med forbruget holdes sekundærtrykket hele tiden konstant på
den ønskede værdi.
Sikkerhedsventilen efter reduktionsventilen skal sikre, at det tryk, som
sekundærsiden arbejder med, og som de pågældende dampbrugere er
beregnet til, ikke overskrides.
Vandudladere
I de tilfælde, hvor dampledninger har stor udstrækning, vil der især
ved start, men også under drift, kondenseres damp. Da kondensatet kan
forårsage vandslag, som normalt også er uønsket i apparater og
varmevekslere, der skal bruge dampen, tappes kondensatet fra ledningerne
ved hjælp af vandudladere.
Der monteres også vandudladere på afgangssiden af de dampforbrugere,
hvor man er interesseret i at udnytte dampens fordampningsvarme, og hvor
man ikke ønsker at få damp i kondensatafgangen.
Den termiske vandudlader
Figuren viser en termisk vandudlader, der fungerer på følgende måde: En
bimetalbøjle (2) holder ventilkeglen (3) på plads i ventilhuset (1).
Bøjlen bøjer sig sammen ved faldende temperatur, hvorved ventilkeglen
synker fri af sædet, og vandet kan presses ud, mens den retter sig ud og
trækker keglen op mod sædet ved stigende temperatur. Da kondensatet på
grund af afkøling fra vandudladerhuset (4) har lavere temperatur end
dampen, kan vandudladeren ved korrekt valg af bimetalbøjle indstilles til
at åbne for vandet og lukke for damp. Den termiske vandudlader reagerer
alene på temperaturen og er derfor kun velegnet til anlæg, der arbejder
med konstante tryk og temperaturforhold.
Svømmevandudlader
På den viste figur af en svømmevandudlader, kommer vand og damp ind
gennem indløbet (1) og ender i svømmerhuset (2). Efterhånden som
vandstanden stiger, hæves kuglen (3), som åbner reguleringsventilen (4).
Hvor meget ventilen åbnes, bestemmes af kuglens stilling. Vandet presses
via et 2 hævertrør ud gennem afgangen (5). Studsen (6) bruges til
udtømning af slam og andre urenheder. Vandudladeren lukker kondensatet ud
i takt med, at det dannes, uanset temperaturen. Den er sårbar over for
vandslag, og der er fare for sprængning, hvis kondensatet fryser.
Klokkevandudlader
Figuren viser konstruktionsprincippet for en klokkevandudlader. Blandingen
af vand og damp føres gennem tilslutningen (2) til undersiden af
klokkehuset (1) og strømmer op i klokken (3). Dampen lægger sig øverst
i klokken og løfter denne op mod udstrømningsventilen (5), som derved
lukkes. Dampen vil efterhånden tildels kondensere i klokken og tildels
strømme ud i huset gennem det lille hul i toppen af klokken. Efterhånden
som dampen forsvinder fra klokken, fyldes denne med vand og synker ned i
klokkehuset. Derved åbnes ventilen (5), og vandet presses ud gennem
afgangen (6). Dampen, der samles i toppen af huset, kondenserer
efterhånden på grund af luftens afkøling af huset.
Termodynamisk vandudlader
Termodynamiske vandudladere fungerer ud fra det forhold, at trykket i en
indelukket strømning er omvendt proportional med strømningens hastighed.
Det vil sige, at når strømningen sker med stor hastighed, er trykket
lille, og er hastigheden lille, bliver trykket stort. Nedenstående
figurer illustrerer, hvorledes en termodynamisk vandudlader fungerer.
I figur a er lukkepladen (1) løftet af det kondensat, der strømmer ind i
huset fra højre. Lukkepladen vil forblive løftet, så længe det er
vand, der strømmer igennem. Kommer der damp igennem, vil hastigheden
stige, og derved vil dampen stryge både under og rundt om lukkepladen og
opbygge et tryk over denne, som vist i figur b. På grund af dampens store
hastighed reduceres trykket under lukkepladen, og trykket over denne vil
presse pladen ned mod ringsæderne og lukke for yderligere
gennemstrømning, figur c. Den damp, der befinder sig over lukkepladen,
kan ikke slippe væk, men da der er varmetab fra udladeren, vil trykket
over lukkepladen gradvis reduceres, og på et vist tidspunkt vil
lukkepladen blive løftet fra ringsæderne, figur d. Når dette sker, vil
kondensatet før udladeren blive presset ud, og når der kommer damp igen,
vil historien gentage sig. |
